Berlingske Tidende | 03.10.2008 | Kultur & Debat | Side 23 

Debat: Kapitalismen går endegyldigt under - igen

Hvor mange - andre end børshandlere - husker i dag, at aktiekurserne i efteråret 1987 blev næsten halveret i en lang række lande? Til sammenligning har de hidtidige kursfald været mindre end ugen efter 9/11.

Af Peter Kurrild-Klitgaard, Professor, ph.d., Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

I disse dage skrives der gravskrift over den internationale kapitalisme, markedsøkonomien og i særdeleshed USAs dominans i verdensøkonomien.

Det er ikke første gang. Faktisk proklamerer venstreorienterede politikere og kommentatorer det med næsten usvigelig sikkerhed cirka en gang i årtiet. Det skete i begyndelsen af 1970erne oven på oliekrisen. Det skete oven på 'børskrakkene' i efteråret 1987. Det skete ved den såkaldte IMF-krise i de asiatiske økonomier i 1997-98.

Denne gang er ingen undtagelse. På Information (og mange andre medier) har man fundet foto af Karl Marx frem igen og spørger »Havde han alligevel ret?« Venstrefløjspolitikere en masse - herunder gamle Land og Folk-læsere som Helle Thorning-Schmidt (S) og gamle Sovjet-propagandister som Ole Sohn (SF) og Frank Aaen (EL) - skynder sig pludselig at slå skarpt til venstre i retorikken.

Og hver gang kapitalismen proklameres død, følges det næsten usvigeligt af politiske indgreb - ofte drakoniske. Men set i bakspejlet har mange af disse ofte vist sig misforståede og forhastede - at medicinen er værre end sygdommen.

Mange historikere mener således i dag, at Hoovers indgreb efter krakket i 1929 faktisk var med til at forværre krisen, og at Roosevelts politik efter 1933 endog var med til at forlænge den snarere end det modsatte. Indgrebene ovenpå oliekrisen virker i dag i mange tilfælde unødvendige eller decideret idiotiske.

Ingen kan benægte, at de seneste ugers udvikling på finansmarkederne er tragisk og potentielt alvorlig. Store og små investorer verden over har allerede mistet tusinder af milliarder af kroner, og konsekvensen er stigende arbejdsløshed. Men rygterne om kapitalismens undergang er imidlertid - endnu en gang - noget overdrevne. På trods af at journalister gerne de sidste uger har talt om »den største krise siden Den Store Depression«, og »de største kursfald på Wall Street i nyere tid«, for nu at parafrasere en smule, er sandheden noget mere moderat. Hvor mange - andre end børshandlere - husker i dag, at aktiekurserne i efteråret 1987 blev næsten halveret i en lang række lande? Til sammenligning har de hidtidige kursfald været mindre end ugen efter 9/11.

Men hvis det ikke er første gang, gravskriften skrives over kapitalismen, markedsøkonomien og USAs rolle i samme, og hvis det ikke blot tilnærmelsesvis har holdt de andre gange, hvorfor sker det så igen? (Og igen og igen?)

Måske ønsketænkning. Har man viet hele sit politiske eller journalistiske liv til at kæmpe for en bestemt ideologi (socialisme), er der vel næppe noget at sige til, at man ser mulighederne, når de byder sig til. Alligevel synes der at være noget mere ved det. Man hører jo trods alt sjældent borgerligt-liberale erklære »socialismen død« eller »velfærdsstaten endegyldigt færdig«, hvis f.eks. Sveriges økonomi er i krise, eller hvis en kommune kommer i uføre, eller hvis en statsvirksomhed går konkurs.

Svaret ligger formodentlig i det faktum, at langt de fleste på venstrefløjen (og enkelte borgerlige) 40 år efter 1968 fortsat slæber rundt på et centralt element hentet i selve marxismens dybeste grundlag: Den materialistiske historieopfattelse. Altså den vurdering som Marx lånte fra nogle andre tidligere teoretikere og ved hjælp af uklar filosofi og en misforstået økonomisk analyse forvandlede til noget fascinerende nonsens: At samfundsudviklingen nødvendigvis vil gennemløbe bestemte stadier, hvor den økonomiske indretning af samfundet hver gang bestemmer den politiske udvikling, og hvor det ene stadie naturligt og uundgåeligt afløser det andet, for til sidst at ende med, først, kapitalismens undergang, dernæst socialismen og til sidst det ultimative af alle stadier, kommunismen, hvor alle problemer er væk.

Idéhistorikere har længe hæftet sig ved, at der faktisk er et ret kraftigt religiøst islæt i dette budskab. Der er syndefaldet, den kontinuerlige kamp mellem det gode og det onde, Jesu genkomst og Dommedag og sluttelig Himmerige for alle rettroende.

En helt anden jordnær udlægning af, hvad der sker på markederne, finder man hos en anden - og langt bedre - økonom end Marx, nemlig den østrigsk-fødte Harvard-økonom Joseph Schumpeter (1883-1950). Han viste, hvordan markeder altid vil undergå perioder med op- og nedture - det er simpelthen en naturlig bølgegang, som man aldrig kommer ud over, og som man skal passe meget på at overreagere i forhold til. Undgår man at begå politiske fejl, korrigerer markedet som regel sig selv på sigt, og i sidste ende bliver vi alle rigere.

Dét er bare ikke så spændende en vinkel, som at De Onde taber og Det Gode vinder, der altid kan genbruges. Selv hvis kapitalismen som system, den internationale markedsøkonomi og USA klarer skærene denne gang - og det er der god grund til at tro - vil vi med usvigelig sikkerhed få fortolkningen igen om cirka et årti eller så. Spørgsmålet er så bare, hvor mange misforståede og forhastede politiske beslutninger der i mellemtiden vil blive gennemført af politikere, der gerne vil se ud, som om de »redder verden«.