Berlingske Tidende | 30.01.2009 | Kultur & Debat | Side 19 

Debat: Størrelsen betyder noget

Er det sandt, at den offentlige sektors størrelse er uvæsentlig, og at det hele blot kommer an på, hvor godt eller skidt man administrerer den? Eller er det bare noget, politikere siger? Forskere påpeger en negativ økonomisk effekt af en stor offentlig sektor.

Af PETER KURRILD-KLITGAARD, professor, ph.d., Statskundskab, Københavns Universitet

I disse tider - mellem international finanskrise og dansk skattereform - falder talen ofte på, om størrelsen af den offentlige sektor egentlig betyder noget. Er en stor offentlig sektor noget godt, noget skidt, eller ligegyldigt?

Nogle politikere synes for øjeblikket næsten at mene det sidste. I sin indsættelsestale sagde præsident Barack Obama således, at spørgsmålet ikke er, »hvorvidt staten er for stor eller for lille, men hvorvidt den virker«.

Hvis det lyder mere bekendt end originalt, så er det fordi, det er. Vores hjemlige statsminister, Anders Fogh Rasmussen, har hyppigt udtrykt noget lignende i de senere år - senest på disse sider blot ti dage før Obamas tale, da han kaldte det »gammeldags tankegang«, når borgerlige argumenterer for en mindre offentlig sektor. Næ, herhjemme har vi fundet »en balance« mellem offentlig og privat, fordi »også borgerlige-liberale ønsker velfungerende børnehaver, skoler, hospitaler og ældreinstitutioner«.

Det var såmænd et ekko af den berømte Århus-tale fra 2005-valgkampen, hvori Venstres formand herostratisk erklærede, at liberalismen var »forældet«, mens han selv har fået »et fleksibelt syn på, hvordan man skal løse tingene. Jeg ser pragmatisk på redskaberne«, sagde han.

Men er det sandt, at den offentlige sektors størrelse er uvæsentlig, og at det hele blot kommer an på, hvor godt eller skidt man administrerer den? Eller er det bare noget, politikere siger på tidspunkter, hvor det ville være politisk problematisk for dem at sige, at den offentlige sektor er for stor (eller for lille)?

At det forholder sig anderledes end både Obama og Fogh Rasmussen giver udtryk for, kan enhver sådan set se selv, blot ved at stille sig selv spørgsmålet, om man synes, at det er helt ligegyldigt om det offentlige beslaglægger 5 pct. af samfundets ressourcer (som var det typiske ved forrige århundredeskifte), eller 30 pct. (som for en menneskealder siden), eller 50 pct. (som i dagens Danmark), eller knap 100 pct. (som i Nordkorea), så længe det offentlige »virker«? På tværs af politisk observans vil det næppe være muligt at finde to personer, der efter et øjebliks refleksion ikke kan se det åbenlyst absurde i, at politik ikke skulle være et spørgsmål om, hvor stor den offentlige sektor skal være, og hvilke opgaver den skal løse og blande sig i. Selvfølgelig betyder dét noget.

Først og fremmest har den offentlige sektors størrelse en konsekvens for, hvilke opgaver det offentlige kan løse, hvordan man kan løse dem, og i selv samme åndedrag naturligvis også for skattetrykket.

Og hvad viser erfaringerne her?

Ét svar blev for nylig givet i en analyse af forskerne Antonio Afonso og Davide Furceri fra den Europæiske Centralbank (ECB), der har statistisk undersøgt de mulige sammenhænge mellem de samlede offentlige udgifters størrelse og væksten i bruttonationalprodukterne i OECD- og EU-landene over mere end tre årtier (1970-2004). Undersøgelsens væsentligste resultat (som holder for både OECD- og EU-landene) var, at der er en negativ sammenhæng mellem den offentlige sektors omfang og den økonomiske vækst: Altså jo større en offentlig sektor, desto mindre vil samfundets velstand forøges.

Konkret vil en forøgelse af den offentlige sektors størrelse med 1 pct.point statistisk gå hånd i hånd med et fald i den økonomiske vækst på mellem ca. 0,1-0,3 pct.point, afhængig af om man måler den offentlige sektors størrelse som det samlede udgiftstryk eller det samlede skattetryk.

Det lyder måske ikke af alverden, men en forskel på, om den offentlige sektor udgør 40 eller 50 pct. af BNP, vil altså modsvares af en forskel i vækst på ca. 1-3 pct.point, og over få årtier er det en forskel i økonomiske vækstrater som svarer til endog ganske drastisk store forskelle i levestandard.

Det er resultater, der passer fint med, hvad en af verdens førende eksperter udi økonomisk vækst, den amerikanske Harvard-økonom, professor Robert Barro, fandt for et par år siden. Han påviste, at for de fire årtier, hvor den største vækst i den offentlige sektor har fundet sted (perioden efter 1960), var der en markant og negativ sammenhæng mellem omfanget af offentlige udgifter til andre formål end klassiske 'kollektive goder' (hær, politi, retsvæsen, grunduddannelse) og samfundets økonomiske vækst.

Barros resultater viser altså, at en stor offentlig sektor er negativ for et samfunds velstand - men også at det ikke nødvendigvis er enhver offentlig aktivitet, der er lige negativ.

Den danske politolog Mogens Justesen fra Syddansk Universitet har i en nylig artikel i det ansete fagtidsskrift European Journal of Political Economy set på et relateret spørgsmål, nemlig hvorvidt alle dele af den offentlige sektors reguleringer af borgernes økonomiske adfærd har samme typer af effekter på den økonomiske vækst. Det har han gjort ved statistisk at analysere data fra omtrent samme periode og samme lande som de førnævnte studier, men samtidigt fokusere på forskellige politikker. Justesen finder, at en stor offentlig indblanding i samfundsøkonomien generelt har en negativ effekt, og at dette i særdeleshed er tilfældet for den offentlige sektors størrelse og for graden af regulering af handels- og erhvervsforhold.

Men selv når man ser bort fra det åbenlyse forhold, at den offentlige sektors omfang har en betydning for mængden af offentlige aktiviteter og for skattetrykket, har størrelsen jo også uundgåeligt et grundlæggende 'værdi'-aspekt i sig selv.

Nogle vil mene, at en stor offentlig sektor er et gode i sig selv, fordi de godt kan lide den omfordeling, de personlige fordele eller nogle af de andre resultater, den medfører. Andre vil mene, at en stor offentlig sektor - eller sågar en halvstor én - vil betyde, at borgernes personlige frihed og ansvar for eget liv undergraves. Uanset hvilken side man er på i dén debat, kan spørgsmålet om den offentlige sektors størrelse ikke reduceres til banaliteter eller spørgsmålet om praktiske hensyn.